Lille Tibet
Efter 11 timers vanvids koersel med jeepfar, som var stor fan af af indisk skraldemusik, selvom der var hakker i alle hans cd’er, endte vi i en lille by ved navn Dharamsala, som er hjemstavn for den kaere Dalai Lama. En rigtig turist by, men aldersgruppen er sjovt nok omkring 50 aar. Jeg er sikker paa et det er de gamle hippier, som i 70′erne drog til Goa, men nu har fundet sig et nyt helse-meditations-slap-af-og-nyd-hinandens-selskabs by. Saadan er Dharamsala i hvert fald.
Her er naesten ingen indier, men hovedsagligt Tibetanner. Det er primaert flygtninge fra Tibet, som ikke er velkommen i Kina. Det er ret hyggeligt at gaderne er fyldt med fredsomme monke. Man siger at den Tibetanske “regering” finder sted i byen og der er da ogsaa store propaganda banner med titlen “Free Tibet” overalt.
Jeg blev lokket med til en yoga time af pigerne (vi har moedtes med Maj, Signe og Sanne fra det berygtede kollektiv). Instruktoeren var halv menneske, halv slange og han kiggede da ogsaa skaevt til mine lange hvide traeben. “Saet jer saa i sidder behageligt” startede han med at sige. Alle satte sig i lotusstilling og jeg var taet paa at spoerge efter en laenestol, men kunne godt fornemme at jeg skulle proeve at finde mig tilrette paa gulvet som de andre. Igennem alle mine basket aar har det at straekke ud altid vaeret den kedelige del og det skal da ikke vaere nogen hemlighed at det tit blev udskiftet med lidt sniksnak. Det har da ogsaa sat sit praeg paa min absurd stive krop (fandt jeg ud af). 2 timers straekoevelser som straekte muskler og led jeg ikke vidste jeg havde. I starten blev der rettet en del paa mine stillinger, men til sidst tror jeg at hjaelperne gav op…
Idag foeles min ryg som om jer er blevet taevet med et indisk cricket bat…